Sådan lykkes børnefødselsdagen
Børnefødselsdagen nærmer sig, og i år skal det være. En rigtig fest i hele huset! Men hvor meget skal der til for moderne børn, kan det blive for meget, og hvordan skal vi nå det? Her kan du læse seks gode råd til en vellykket børnefødselsdag.
Råd nr. 1: Inddrag barnet i forberedelserne. Forventningens glæde er som bekendt den største, og oplevelsen af at have fødselsdag bliver kun større af at være medskaber af den. Hvad fødselsdagsbarnet skal hjælpe med, kommer selvfølgelig an på barnets alder og interesser, men hjemmetegnede invitationer, kagebagning og gulvvask er som regel sikre vindere når man leder efter gode fællesprojekter.
Råd nr. 2: Find et sjovt tema. Det gælder om ikke at slå større brød op, end man kan bage, og her er temafesten en hjælp. Har I først valgt et tema, er det nemmere at være kreativ indenfor den ramme, temaet giver. Oppyntning, menu og aktiviteter giver måske ligefrem sig selv, når først man er enige om, om temaet er ”eventyr”, ”det ydre rum” eller ”Junglebogen”.
Råd nr. 3: Lad gæsterne være medskabere af festen. En udfordring, der som regel altid falder i god jord, er variationer over den gamle klassiker som ”Lagkageløb”. På et lagkageløb løser man opgaver på en række poster, og præmien på posterne er hhv. bunde, creme, fyld, flødeskum og pynt på lagkagen. Går det galt ved post 1, får man kun én bund til lagkagen. Går det galt på post 4, må man undvære flødeskum, osv.
Råd nr. 4: Gør det festligt med enkle midler. Et sugerør gør lykke hos de mindste, og man skal heller ikke være bange for at gøre lidt stads ud af de større børn, fx med drinks i rigtige glas og i flotte farver. De kan godt lide at mærke, der er rigtig fest, og at de ikke længere er børnehavebørn, der drikker af plastickrus.
Råd nr. 5: Lad der være tid til almindelig leg. At spise, pakke gaver op og se fødselsdagsbarnets værelse tager tid. De fastlagte aktiviteter skal derfor ikke optage for meget af tiden, så det bliver for presset. Hellere lidt for få aktiviteter end lidt for mange er faktisk en udmærket tommelfingerregel, hvad angår børnefødselsdage. Så længe, der er lidt legetøj og aktivitetsmuligheder, er det faktisk en udmærket idé at far og mor på et tidspunkt trækker sig lidt tilbage og lader børnene have et frirum.
Råd nr.6: En kop kaffe til forældrene. Er børnene så små, så de bliver hentet af far og mor efter festen, er det en oplagt lejlighed til at hyggesnakke lidt med de andre forældre. Byd på en kop kaffe eller te, så de slår sig ned i 5 minutter, og brug tiden på at lære dem at kende, mens du nyder at dagens projekt er godt og vel overstået.